fredag den 29. maj 2009

Seminar om filosofi og litteratur

Det halvårlige seminar i netværk for Fænomenologi, Æstetik og Litteratur (FÆL) afholdes torsdag d. 11. juni kl. 10.00-17.00 i U91 på SDU (se programmet her) - temaet er Velfærd, livsverden og litteratur.

Velfærd står højt på den politiske dagsorden i disse år. Velfærdssamfundet opfattes som en væsentlig del af den nationale identitet, og velfærd nærmest som det højeste gode, men der er også en del kritikere som hævder at velfærdssamfundet i sin nutidige skikkelse er formynderisk, omklamrende eller åndløst. Skal diskussionen føres på meningsfuld vis, må de abstrakte velfærdsideologier imidlertid konkretiseres – og netop litteraturens evne til at konkretisere abstrakte forestillinger fremhæves gerne i den fænomenologiske litteraturteori.

Moderne litteratur rummer både skildringer af velfærdssamfundets udvikling og mere selektive beskrivelser af bestemte miljøer og livsformer og hvorvidt de er forbundet med velfærd. Et centralt fænomenologisk begreb med relevans for denne problemstilling er livsverdenen, men det er omstridt og kræver nærmere afklaring. I hvilket omfang er livsverdenen subjektiv, relativ, kulturelt og sprogligt præget? Omfatter den også værdimæssige og æstetiske kvaliteter? Seminaret skal undersøge hvordan velfærdsideologier konkretiseres, forsvares og kritiseres i litteraturen,og bidrage til forståelsen af livsverdensbegrebet og dets relevans for litterær analyse.

Seminaret er åbent for alle interesserede!

FÆL er et samarbejdsprojekt under Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier og Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved SDU.